En ulykkesforsikring dækker, hvis du f.eks. kører galt, falder ned ad trappen eller styrter på cyklen og får varige mén eller dør. Ulykkesforsikringen dækker kort sagt ved pludselige hændelser, der forårsager en personskade.
Udbetaling
En ulykkesforsikring er en forsikring, hvor du får erstatning, hvis du skulle få et varigt mén. Forsikringen dækker typisk, hvis du får mén på mere end 5 % efter den pludselige hændelse.
Du kan også få erstatning for skader efter forvridninger og forstrækninger. Ikke kun på arme og ben, men også forvridninger i resten af kroppen, fx ryg og nakke. Forsikringen kan dække udgifter til lægeordinerede behandlinger hos fysioterapeut, kiropraktor eller tandlæge med op til et vist beløb om året.
Nogle selskaber udbetaler et beløb pr. dag ved indlæggelse på et hospital i mere end tre dage, som følge af en ulykke. Kontakt dit eget selskab for at finde ud af, hvad der gælder i dit tilfælde.
Årsagssammenhæng
For at opnå dækning er det et krav, at der er årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og skaden. Ved vurderingen lægger selskaberne blandt andet vægt på, om ulykkestilfældet er egnet til at forårsage personskaden. Det vil sige, om ulykkestilfældet i sig selv er nok til at forårsage/forklare skaden. Er dette ikke tilfældet, vil ulykkesforsikringen i de fleste tilfælde ikke dække. Fx er der ikke årsagssammenhæng, hvis skaden skyldes, at du er syg eller har overbelastet eller nedslidt din krop, uden at det er sket pludseligt.
Erstatning ved invaliditet eller dødsfalddækning
En ulykkesforsikring vil ofte indeholde en udbetaling i tilfælde af 100 % invaliditet eller død, beløbet udbetales som et engangsbeløb. Tjek med dit eget forsikringsselskab, om dødsfaldsdækning er indeholdt i ulykkesforsikringen.
Børneulykkesforsikring
Det er muligt at tegne en børneulykkesforsikring der dækker dine børn indtil de er fyldt 18 år.
Dobbelterstatning
Flere selskaber giver mulighed for at tegne en dobbelterstatning, hvilket betyder, at du får udbetalt det dobbelte beløb ved en mén-grad på 30 % eller mere. Det vil sige, at hvis du mister en hånd og således bliver 30 % invalid efter Arbejdsskadestyrelsens méntabel, så udbetaler forsikringsselskabet 60 % af summen, du har forsikret dig for.
Har du således forsikret dig for 1. mio. kr., så ville du under normale omstændigheder modtage 300.000 kr. ved at miste en hånd, mens du modtager det dobbelte beløb 600.000 kr., såfremt du har tegnet en dobbelterstatning.