Indboforsikringen bør være basis i enhver husstand og dækker husstandens ejendele. Det er indboforsikringen, der giver dig erstatning for ejendele, der bliver stjålet fra din aflåste bolig eller under røveri. Du får også erstattet ejendele, der bliver beskadiget ved brand, hærværk eller vandskade. Indboforsikringen adskiller sig fra husforsikringen, der dækker selve boligen
En indboforsikring vil ofte indeholde andre forsikringsprodukter som fx ansvar- og rejseforsikring. Tjek med dit eget selskab, om din indboforsikring indeholder andre forsikringsprodukter, som de nedenstående.
Ansvarsforsikring
Indboforsikringen har typisk en ansvarsforsikring inkluderet. Denne forsikring dækker, hvis du eller en anden i husstanden kommer til at skade andre eller deres ejendele. Det kan fx være, hvis du som fodgænger kommer til at træde ud foran en cyklist, der vælter og beskadiger sin cykel og sit tøj ved faldet.
Bagage- og rejseforsikring
Indboforsikringen kan også indeholde en bagageforsikring, der dækker i tilfælde af mistet bagage under rejser (i op til 3 mdr.), og/eller en verdensrejseforsikring, hvor husstanden er dækket på private ferierejser i hele verden af op til 60 dages varighed. Det betyder, at du kan få din behandling betalt i forbindelse med sygdom i udlandet og syge- og hjemtransport, hvis du kommer til skade eller bliver syg på rejsen. Desuden kan forsikringen give dig en erstatningsrejse, hvis du er alvorligt syg i mere end halvdelen af din ferie. Her vil det dog typisk kræve, at du har været indlagt på et hospital.
Identitetstyveri
Med en indboforsikring er du som regel også dækket, hvis du bliver udsat for identitetstyveri. Det vil sige, at du tilbydes hjælp og rådgivning i situationer, hvor andre for eksempel har optaget lån i dit navn ved hjælp af et stjålet cpr-nummer.
Kontakt dit eget selskab, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er dækket ved identitetstyveri.
Retshjælpsforsikring
Indboforsikringen kan inkludere en retshjælpsforsikring, der i visse tilfælde betaler sagsomkostningerne ved private retssager. Det kan fx være uoverensstemmelser omkring private lejeforhold, erstatningssager eller salg af andels- og ejerlejlighed.
Hvad dækker Indbo over?
Indbo er de ting, der hører til en privat boligs normale udstyr – fx møbler, tøj, fladskærme, musikanlæg, computer, porcelæn, sportsudstyr, smykker, penge, værktøj, instrumenter, kameraer, telefoner, barnevogne, cykler, briller osv.
Hvilke personer er dækket af indboforsikringen?
Forsikringen dækker alle husstandens familiemedlemmer, der er tilmeldt folkeregisteradressen på samme adresse som forsikringstageren. Udeboende børn under 21 år er normalt også dækket, hvis de bor alene. To personer der deler en bolig kan dækkes af den samme indboforsikring. Forsikringsselskabet skal gøres opmærksom på, hvem husstandens andet medlem er.
Logerende
Logerende, dvs. lejere der bor på adressen, er ikke omfattet af forsikringen.
Selvrisiko
En indboforsikring kan være oprettet med en selvrisiko, hvor du selv skal hæfte op til et givent beløb, hvorefter forsikringen dækker resten.
Transportmidler
Forsikringen dækker ikke motorkøretøjer eller transportmidler, som du bruger i luften eller på vandet - fx en windsurfer. En cykel vil dog være dækket
Elektriske apparater
Almindelige elektriske apparater er dækket, hvis det er apparater udelukkende til privat brug.
Skybrud og storm
Nogle selskaber har en højere selvrisiko på indboforsikringen ved skybrud. Kontakt de enkelte selskaber for at høre mere.
Forbrugerrådet Tænk har lavet en guide til dine rettigheder, hvis der er sket skade som følge af storm eller skybrud.